Sort fløjl svøber dig
Sort fløjl svøber dig stadig mere i det ioniserede mørke ved indgangen til den store indianske søvn.
Dine øjne er på stilke prøver at indfange det sidste lys.
Jeg sender dig beskeder uden om alting.
Du viser mig din pyjamas sirligt lagt sammen på sengen vi undres begge du over alting jeg over dig.
Men jeg ved det jo godt.
Noget stort som livet lister ubemærket bort kun det smalle lys stråler nu skarpt fra nåleøjet i mørket hvor du forsvandt.
Hvordan skal jeg nogensinde kunne komme igennem?
|