Sort fløjl svøber dig

Sort fløjl svøber dig stadig mere
i det ioniserede mørke
ved indgangen til den store indianske søvn.

Dine øjne er på stilke
prøver at indfange det sidste lys.

Jeg sender dig beskeder uden om alting.

Du viser mig din pyjamas
sirligt lagt sammen på sengen
vi undres begge
du over alting
jeg over dig.

Men jeg ved det jo godt.

Noget stort som livet lister ubemærket bort
kun det smalle lys stråler nu skarpt
fra nåleøjet i mørket hvor du forsvandt.

Hvordan skal jeg nogensinde kunne komme igennem?