Vakuum

Jeg ligger på mit værelse i min seng.
Og så er det at det kommer!
Et sted mellem mine sovende øjne
og min arbejdende hjerne.
Indersiden af mine øjne er klare
ydersiden sovende mat
som var de under ferskvand for længe.

I spalten af skarpt hvidt lys
bag mine øjne løber en tråd.
En tråd af hårdt, tyndt stål
udspændt mellem pæle.
Baggrunden er gul
det er en sennepsmark
uden en eneste nuance -
flydende, helt ensartet gul.

Hele dette billede er fyldt med angst.
Tråden mellem pælene - fastgjort,
omkring små hvide porcelænsknapper
med røde gummiskiver.

Billedet begynder langsomt at køre,
hurtigere og hurtigere
til sidst er al lyd tabt
trykket bliver større og større
propper i mine ører
trykker mine trommehinder med rædsel.

Lyden udtømmes
før som fjedre i rummet
der holdt væggene oppe
og adskildte så vi kunne se
det indre af grænsen til det ydre
grænsen mellem noget og intet.

Lyden
nu vigende for en hyletone
accelererende og accelererende
i blindt og sindsygt ridt
mod en spids hvor alt blir hvidt.

Mit billede skifter
angst var hvid og udspilet
frygten er tung som kød
gult blev til hvidt
hvidt spidsede til i et knips
stål-tråden slap
stilheden blev dyb

En ny infernalsk rumlen
bliver til larm med dybe klange
jeg er kommet til en udkørsel
udkørselen bliver til et færgeleje
alt er dækket af vrede våde brosten
de er grå som forvredne beskidte gulvklude.

Billedet er nu så sært indefra
ude er et rasende van(d)vid af gråt og saltskum
jeg bliver bange bag min ryg
tør ikke nærme mig men gør det.

Billedet glider atter
og jeg er virkelig bange
jeg ser nu mig selv
liggende i en stor seng
med træklemmer på næsen
og alligevel blødende,
Kina hænger over mig
som en tung dråbe
for enden af en pipétte
det er en atombombe.

Nu kommer medicinen
metalkniven glimter i kulsyre og vand
jeg prøver at rulle væk
Jeg begår mord i grusgrave med blå revolvere
og det holder ikke op
før kniven gennemborer min brystkasse
og jeg sidder roligt
i køkkenet under lysstofrørene
med nærsynede pupiller
og et glas mælk i hånden.